”Hjernemad er mere sund fornuft end tung videnskab”

Stig Hansen - køkkenchef på Trinity – har sat hjernemad på menuen

Vi har mødt Stig til en snak om sund fornuft, kageorgier og grove fibre, der holder sukkertrangen på afstand.

 

Hvad inspirerede jer til at arbejde med kost og performance?

Vi har i mange år haft en sund overligger på vores madkoncept, og vi oplevede, at jo sundere vi gjorde menuen, des mere ros fik vi af vores gæster. Det inspirerede os til at gå hele vejen.

Derfor udviklede vi i samarbejde med diætister et koncept, som skulle holde vores gæster skarpe hele dagen, bl.a. ved at skære ned på fedt, sukker og salt. 

Hvorfor er sunde valgmuligheder vigtige på arbejdspladser eller konferencecentre?

Vores gæster lægger mange penge for at holde deres møder hos os, og forplejningen har en stor betydning for deres udbytte.

Der er lavet masser af studier på skolebørn, der viser, at indlæringsevne hænger sammen med kosten, og det gælder også for voksne. Vi kender det jo selv fra juleaften. Når anden er spist, tænker vi kun på at flade ud på sofaen og slå hjernen fra. Og det er jo ikke det vores gæster er her for.

Hvad gør I så konkret for at holde jeres gæster skarpe?

Hjernemad er mere sund fornuft end tung videnskab. Vi tilbyder vores gæster en forholdsvis mager kost, men med en rigtig god fylde, så de får stabiliseret blodsukkeret og holder sig mætte længere.

Vi vil jo gerne undgå, at de går kolde kl. 14 og løber ud i receptionen efter en Mars-bar. Vi lister derfor en masse grove grøntsager i folk – både ved at integrere dem på en lækker måde i retterne, men også gennem lækre salater. Og så serverer vi en masse fisk, hvilket vi har måttet høre en del for, men vi bliver ved, fordi det er langt bedre end kødpålæg og tunge kødretter.

Til maden serverer vi fuldkornsbrød med masser af kerner og grove fibre.

Er søde sager et no-go?

Nej, overhovedet ikke. Vi er bare ikke tilhængere af det unødvendige kageorgie, som gæster ofte bliver budt halvanden time efter frokosten. Det starter en kædereaktion, hvor man bare må have mere sukker.

I stedet portionsanretter vi en lille lækker chokolademousse eller en tynd skive kage med bær og nødder. Og så har vi altid masser af frisk frugt, så man selv kan vælge.

Har du et godt råd til kantine, som vil prøve kræfter med ’hjernemad’?

Sundhed er blevet mainstream, men man skal stadig passe på med at stille stramme dogmer op. Det handler om at tilbyde sunde valgmuligheder, ikke stoppe det ned i halsen på folk.

Og så kan man jo selvfølgelig plukke de lavthængende frugter: Steg i rapsolie, spar på smørret, skru ned for saltet og gør en dyd ud af at tilberede grøntsagerne lækkert. Hvis kokkene synes det er fedt, så bliver maden også god – også selvom der er mindre fløde og hvidt brød.

 

 

Klar til til en fagsnak om brød?

Kontakt en af vores distrikschefer, som gerne rådgiver om, hvad vi kan gøre for din forretning.

Du finder nemt din nærmeste salgskonsulent, så I kan sætte et møde op med det samme.

Find din salgskonsulent her
Kontakt os
Kontakt

Lantmännen Unibake Danmark
Oensvej 28 - 30
8700 Horsens, Danmark

 

 

+45 76 28 50 00