Aarhus har fået smag for Peru

Folks eventyrlyst smitter af på smagsløgene, og interessen for nye smagsretninger og fremmede køkkener har aldrig været større. Det sydamerikanske køkken har længe været kendt primært for det mexicanske, men fokus på andre dele af kontinentets spændende køkkener breder sig – bl.a. til det peruvianske.

Lima - en smag af Peru

Et af de steder du kan udforske smagen af Peru er på restaurant Lima i Aarhus. Restauranten ligger midt i det hyggelige latinerkvarter og slog dørene op i maj 2018. Bag restauranten står Martin Juel Iversen, som er peruviansk gift, og med hans lyst til at udforske sin svigerfamilies spændende madtraditioner kom ideen til at åbne en peruviansk restaurant.

Et sted for alle

Lima har en trendy og samtidig hyggelig atmosfære med små borde, sofagrupper og en afdeling, hvor man kan sidde lidt mere for sig selv.

- ”Vi åbnede Lima i maj og troede primært, vi ville tiltrække den store peruvianske community her i Aarhus, men sådan har det ikke kun været. Lima har vist sig at være et sted for alle. Unge og gamle, mødregrupper og forretningsfolk – vi har gæster i alle aldre, men fællesnævneren for dem alle er, at det er folk, der tør prøve noget nyt”, fortæller Martin.

Traditioner i ny form

Limas indretning med det åbne køkken midt i restauranten sammen med den uhøjtidelige omgangstone indbyder til social dining, og det samme gør menuen:

- "Vi anbefaler tit, at folk bestiller 3 forskellige retter og så deler dem imellem sig. Det er hyggeligt, og de får muliged for at smage noget forskelligt. Menuen bærer præg af traditionelle peruvianske retter, men da Limas køkken ikke er stort eller skabt til at stege og brase, serverer vi i stedet en del af de traditionelle smagretninger som fyld i sandwich. Det gælder fx vores Pollo Anticuchero sandwich med kylling marineret i eddike, tørret peruviansk chili, oregano, majs og karamelliserede løg", siger Martin.

Modige kunder

På sigt håber folkene bag Lima, at de kan geare køkkenet til flere stegeretter - fx den traditionelle peruvianske Lomo saltado, som er en fusionsret af flammegrillet oksemørbrad med bl.a. løg, tomater og pommes frites. De mest populære retter er i dag Limas empanadas, som er indbagt fyld - igen traditionelle peruvianske ingredienser, men her indkapslet i en halvmåneformet dej. Martin fortæller, at kunderne generelt er ret modige og tør smage meget nyt. Fx har Lima ceviche på menuen, som er rå helleflynder marineret i chili, salt løg, koriander og citron. 

- "Jeg troede umiddelbart, det ville kræve noget ekstra at få folk til at bestille ceviche, men vores gæster er vilde med den, og vi sælger flere ceviches end sandwich. Og så er der selvfølgelig en del, der har rejst i Peru og har noget nostalgi, de gerne vil genopleve. Fx kommer mange forbi for at få en Inca Kola - en legendarisk peruviansk cola, som alle fra Peru kender og rigtigmange danskere har smagt på deres rejser."

Fremtiden er peruviansk

Lima er lige startet med take-away gennem Wolt.com og det tegner godt:

- "Take-away tiltrækker bpde stamkunder, men også en helt ny kundegruppe, der ikke kommer i restauranten, men bestiller hjemmefra."

Derudover afholder lima også forskellige events:

- "Lokalet her med det åbne køkken er oplagt til events, og det er mit store ønske, at vi kan tiltrække gæster, der gennem et event får øjnene op for stedet for vores mad. Vores drøm er jo at udbrede det peruvianske køkken. Vi har allerede været med til Aarhus Festuge og på Foodfestival, men fremtiden vil helt sikkert byde på meget mere af den slags - altid med afsæt i det peruvianske. Det er her, vi har et tilførsforhold, og det er min overbevisning, at skal man lykees, skal man gøre det der, hvor hjerteblodet ligger - og det er i Peru for os", slutter Martin.

Kontakt os
Kontakt

Lantmännen Unibake Danmark
Oensvej 28 - 30
8700 Horsens, Danmark

 

 

+45 76 28 50 00