Høj kvalitet lavet fra bunden

Lige ved Sct. Pauls Kirkeplads i Aarhus har der fra slutningen af 1800-tallet ligget en slagterforretning. De sidste 12 år har forretningen heddet Slagterriget og drives i dag af de to unge slagtermestre Bjarke Jensen og Mark Purkær. Forretningen blev i 2018 kåret som Danmarks bedste slagter af Landbrug og Fødevarer. En fornem pris, som handler om at højne fagligheden og motivationen til at tænke nyt, og om at løfte kødkategorien og fremme salget af kvalitetskød. Det gør de hos Slagterriget - også på deres sandwich.

Vi kiggede forbi forretningen og fik en snak med Tina Drachmann, som er ansvarlig for Slagterrigets sandwich og her giver sit bud på, hvorfor Slagterriget har succes med sit sandwichsalg.  

Kunderne vil kvaliteten

Slagterriget ligger i en gade, som byder på masser af muligheder for at stille sulten. Prisen på sandwich varierer meget i gaden, hvor Slagterriget ligger i den dyre ende med sandwich til 50 kroner – en pris, der hænger nøje sammen med kvaliteten, fortæller Tina Drachmann:

- ”Vi laver jo alle vores specialvarer selv! Det handler om at skille sig ud. Og vores kunder vil gerne betale for netop kvalitet; friske råvarer og for, at vi smører en frisk sandwich til dem, mens de venter. Vi har en tavle med eksempler på sandwich, men kunderne kan vælge mellem alle vores specialvarer – vi sammensætter sandwichen, så den bliver præcis, som de vil have den. Vi bruger det, vi har i vores sortiment og kombinerer med vores hjemmerørte dressinger fx aioli, pesto og dijoncreme. Vores kunder er vilde med vores hjemmelavede dressinger!” 

Ugens Sandwich - prøv noget nyt!

Når det handler om at udvikle menuen og give kunderne nye smagsoplevelser har Slagterriget en klar strategi. De kører en Ugens Sandwich, som annonceres på forretningens facebookside og instagram. Med en Ugens Sandwich får forretningen afprøvet nye sandwichmuligheder og kunderne får nye smagsoplevelser. 

- ”Vi har rigtig mange frokostkunder – primært håndværkere og skoleelever, som kommer for at stille sulten omkring frokost. En succes-sandwich er fx vores sandwich med marselisborgskinke, parmesanost og hjemmesyltede rødløg. Det er et hit! Generelt vil kunderne meget gerne prøve noget nyt, og Ugens Sandwich er faktisk den, vi sælger flest af. Vi vejleder selvfølgelig kunderne, når de står og skal vælge, og kunderne kan lide, at de selv bestemmer”, fortæller Tina Drachmann. 

Kvalitet også på brødet

På brøddelen tilbyder Slagterriget fire forskellige valgmuligheder; lyst landstykke, mørkt landstykke, chilistykker og urtestykker. Kunderne har ofte en brødpræference og vælger tit det samme.

- ”Vores brød er fra Schulstad Bakery Solutions, fordi det er det bedste. Det er vigtigt, at brødet ikke bliver tørt, når det varmes, da det så bliver umuligt at tygge – fx til en sandwich med roastbeef. Schulstad Bakery Solutions’ brød har den perfekte størrelse og konsistens, så det er vi meget tilfredse med”, siger Tina Drachmann.

Stolte traditioner i ny form

Slagterriget er kendt for de stolte gamle håndværkstraditioner, men det betyder absolut ikke, at forretningen ikke hele tiden fornyer sig.

- ”Alle ansatte i butikken kan byde ind med ideer til nye smage, og det gør vi. Vi kigger os konstant omkring og smager nyt, når vi er ude – og så laver vi selvfølgelig en del research på nettet. Her opstår løbende nye ideer både til fyld og dressinger.”

På spørgsmålet om, hvordan Slagterriget kan fortsætte succesen med sandwich, svarer Tina Drachmann:

- ”Jamen vi skal fortsætte, som vi gør! Med den høje kvalitet, de bedste råvarer og en pris, der stemmer overens med dette. Det er det, vi arbejder for – hver dag.”

 

Kontakt os
Kontakt

Lantmännen Unibake Danmark
Oensvej 28 - 30
8700 Horsens, Danmark

 

 

+45 76 28 50 00